SWISS PEAKS TRAIL 170 KM

Løbsberetning

Forord:

Swiss Peaks Trail er et løb som foregår i de Schweiziske Alper og har flere distancer. Der er følgende distancer at vælge imellem: 360 km, 170 km, 90 km, 45 km, 35 km, 15 km og Run/Sup. Run/Sup er 7 km løb og 4 km Stand Up Paddle på surfbræt, et arrangement som rigtig mange deltog i. 2018 er blot andet år, som Swiss Peaks Trail eksistere, til i år havde de udvidet deres løb med 360 km ruten, hvor du løber +25.500 højdemeter og det var rigtig populært, hele 327 løbere deltog.

Efter min store skuffelse til Everest.DK, besluttede jeg mig at finde et løb i udlandet. Jeg ledte efter løbet et stykke tid og til sidst havde jeg 2 at vælge imellem, Swiss Peaks Trail var det ene og da jeg kendte nogen løbere som skulle ned og løbe det. Ja, så gjorde det det hele lidt nemmere at følge, da jeg ville have en tryk base, specielt når det er første gang uden for Danmarks grænser. Men selve løbet tiltalte mig også helt vildt og var noget jeg bare måtte prøve, og dermed blev det til Swiss Peks Trail.

 

Løbet:

Swiss Peaks Trail 170 km, startede for mig allerede ved tilmeldingen til løbet, men officielt startede løbet fredag d. 07-09-2018 kl. 11 i en lille bjergby ved navn Prolong i ca. 1608 meters højde. Vi var 162 løbere, som alle glædede sig lige så meget som mig.

Kl. 11 blev vi sendt afsted og røg direkte ind på de smalle single tracks, som var ved Pralong, det vanskeliggjorde det at komme hurtigere fremad, da det var svært at overhale. Samtidig startede vi lige på og hårdt, de første 15 km bød på ca. 1650 højdemeter, så var vi ligesom i gang???? Men ikke nok med alle de højdemeter, så var vi oppe og snuse til bjergtoppe på næsten 3000 meters højde 3 gange. Simpelthen imponerende og virkelig flot, jeg elsker bjergene, så det var et landskab og et syn jeg elskede. Problemet med den store højde og de smalle single tracks gjorde, at det i starten var meget vanskeligt at løbe, specielt pga. alle de steder man rent faktisk skulle klatre en smule. I et sådant terræn er jeg bare ikke god og dygtig nok, til bare at løbe derudad. Jeg tror klart det ville have været en fordel, ikke at have sine stave der, så man nemmere ville kunne klatre. Jeg må indrømme, at jeg samtidig under de første 15 km, tænkte ”hvad fanden er det her”. Selvom det var smukt, var det ikke hvad jeg lige umiddelbart, havde forventet af et bjergløb. Jeg havde min egen opfattelse af, hvordan et bjergløb er, fra hvad jeg har hørt fra andre løbere. Efterfølgende har jeg så fundet ud af, at Swiss Peaks Trail har en difficulty på 9 ud af 10, så det er en god forklaring på, hvorfor løbet er så teknisk og hårdt, som det nu engang er. Så mit humør var ikke helt i top på daværende tidspunkt, da jeg blev urolig for at hele løbet var i sådant terræn og blev derfor bekymret for om jeg ville kunne nå det indenfor tidsgrænsen. Samtidig havde mit hoved fokuseret på, i træningen op mod løbet, at jeg skulle løbe det og ikke klatre det og det betyder bare vildt meget hvad ens hoved forventer.

Efter de første 15 km, begyndte nedstigningen fra bjerget og det hele begyndte at gå meget hurtigere og blev mere positiv, for nu kunne jeg løbe og samtidig var det utrolig smukt. Et sandt paradis at løbe i og det gjorde mig endnu mere motiveret og nu ville jeg bare løbe en masse km. Jeg fandt et godt tempo og en god rytme, jeg løb rigtig meget alene, men havde i meget korte perioder enkelte løbere som jeg fulgtes med. Det gode tempo fortsatte, men omkring kl. 18:30 begyndte det at blive køligere, og det begyndte kroppen at reagere på. Jeg valgte at løbe videre i mine shorts og t-shirt, da jeg vidste at der ville komme et depot meget snart, Cabane DE Mille, efter 36.6 km i 2482 meters højde. Et depot, hvor vi skulle checke ind og samtidig var der lidt varmt at drikke, som the og suppe. Mit sats holdt og jeg nåede frem i tide, inden jeg begyndte at fryse for meget. I depotet fik jeg så skiftet til noget varmere tøj, jeg fik en langærmet uldtrøje indenunder min jakke, samt en Buf på hovedet. I depotet var det super dejligt med the og suppe. Efter jeg havde fået det + spegepølse og frugt (appelsin og banan) var jeg klar til at løbe igen, stadigvæk meget frisk.

Næste store depot var Champex – Lac efter 53.7 km i 1462 meters højde, et depot hvor vi ville få aftensmad, samtidig var det der vi modtog vores follower bag for første gang og derved fik mulighed for at fylde op med vores egen energi. Turen til Champex -Lac gik super godt, der var ikke en finger jeg kunne sætte på noget og jeg nåede dertil på under 3 timer. Selv om det havde gået stærkt fra de 15 km i starten, var jeg meget opsat på ikke at få min puls for højt op, så jeg ville udbrænde senere i løbet og forhåbentlig forblive frisk natten igennem. Undervejs var der kun et par enkelte stigninger, men de var meget bedre end dem i starten, selvom de var meget stejle, så kunne man her powerwalke/løbe dem. Da jeg så nåede Champex- Lac blev jeg noget overrasket, da jeg ikke har prøvet sådanne løb før, havde jeg ikke lige forventet så kæmpe stort et depot. Men efterfølgende kan jeg jo godt se, at det er nødvendigt med den størrelse, til alle de mennesker. Depotet var spot on, der var alt, der manglede ingenting overhovedet. Jeg valgte at spise pasta og kødsauce, samt lidt suppe, udover det fik jeg igen lidt appelsin og spegepølse. Under løbet kom appelsin, banan og spegepølse til at være mine klare favoritter i alle depoterne og synes virkelig at det virkede som god energi for mig. Jeg tror jeg var en god halv time i depotet, der var ingen grund til at haste, hellere sørge for at huske det hele og være klar til natten.

Kl. ca. 23 var det tid til at bevæge sig videre og ud i natten og til check in ved depotet Finhaut efter 74.9 km i 1238 meters højde. Det skal siges, at der selvfølgelig var mange flere depoter end de store, jeg vil skyde på at de i snit har haft depoter hver 8-10 km og det spillede virkelig. Jeg valgte at powerwalke de første km, da jeg lige havde spist aftensmad, så maden kunne nå at ligge sig i maven. Jeg kom her til at følges med en franskmand, som var skide flink. Han fortalte om UTMB, som han havde deltaget i tre gange før og fortalte hvor overrasket han var blevet over sværhedsgraden her ved Swiss Peaks Trail, han sagde det var noget helt andet end UTMB. Vi fulgtes ad de første 3 km og blev så vi splittet, da han stadigvæk ville gå. Starten af natten gik rigtig godt og jeg mødte flere løbere som jeg fulgtes med, specielt når det gik op ad. Når vi så skulle løbe ned havde jeg svært ved at følge med, de der franskmænd er ikke rigtige kloge når de løber ned i mørke???? Ca. 2-3 km før Finhaut var jeg alene og begyndte at blive træt, som i rigtig træt og derfor tog jeg en hurtig beslutning – jeg ville tage en powernap, når jeg nåede Finhaut, simpelthen for at blive mere frisk og samtidig undgå en alvorlig krise. Så da jeg kom i depot, fik de registreret mig og jeg gik indenfor og satte mig i en sofa og fandt et tæppe. Jeg satte mit ur på telefonen til 25 min og så lukkede øjnene ellers i. Inden løbet havde jeg været bange for om jeg ville kunne vågne igen, hvis jeg kom ud i sådan en situation, da jeg normalt sover som en sten. Men jeg erfarede hurtigt, at det faktisk var svært at falde helt hen, man var jo midt i et løb. Efter de 25 min vågnede jeg op og var selvfølgelig stadig træt, men ikke som inden powernappen. Jeg fik mit tøj på og gik ud i depotet og fik fyldt dunke op, samt spist lidt energi/mad og så var det ellers afsted igen.

Idet jeg var lidt træt, begyndte mit fokus at være på de kortere depoter, så jeg fokuserede allerede på depotet efter 88 km Auberge De Salanfe i 1926 meters højde. Turen dertil gik faktisk ok, selvom jeg var træt og tempoet ikke var i nærheden af det jeg kunne ønske mig, så fungerede det. Op ad bjerget synes jeg det gik rigtig godt, da jeg prøvede at holde et tempo, som ville holde mig i gang og derved undgå trætheden. Det var sværere på nedløbene, da jeg syntes de var meget tekniske i det mørke og kunne ikke holde samme tempo, som nogen af de andre løbere, men fulgtes et godt stykke sammen med en rigtig flink franskmand. Da vi kom frem til depotet, var det et lille et, men der var vand, frugt og chokolade. Vi fyldte hurtigt op og så var det afsted igen mod Cabane De Susanfe efter 95.6 i 2107 meters højde.

Turen til Cabane De Susanfe blev et sandt helvede, selvom det begyndte at blive lyst, hjalp det mig på ingen måde. Jeg begyndte at få det dårligt og fik kvalme og kunne derfor ikke få min tailwind eller energibars ned og det kom til at koste. Jeg prøvede flere gange at tvinge det i mig, men det resulterede i, at jeg begyndte at kaste op og bevægede mig meget langsomt fremad. De 9 km, hen til depotet kom desværre til at tage 4 timer, samt 6 gange opkast og ingen energi tilbage i kroppen. Det var et sandt helvede, så det var svært at nyde det flotte landskab, som ellers var der. Det må have været noget at det flotteste på hele turen – der hvor depotet lå var helt unikt. Da jeg kom i depot, tog jeg en hurtig snak med crewet som var der, da de kunne se jeg ikke var helt mig selv. Jeg kan huske at jeg i depotet havde meget svært ved at blive stående på mine ben, de rystede simpelthen for meget under mig. Så jeg tog det meget roligt, og prøvede at få lidt cola, appelsin, banan og spegepølse indenbords, da jeg vidste jeg ikke havde fået noget længe og skulle jeg have mulighed for at gennemføre skulle jeg begynde at spise igen. Da jeg var klar til at forlade depotet, tog jeg mine stave og gik videre mod næste store depot, som var Champery efter 106,4 km i 1027 meters højde, der ville vi igen få vores follower bag, men for sidste gang.

Da jeg var kommet afsted, kom der en løber efter mig og fortalte at jeg havde fået taget hans stave, det havde jeg slet ikke registreret. Jeg undskyldte selvfølgelig og vi byttede stave og jeg fortsatte med at gå og spise lidt ekstra spegepølse som jeg havde taget med. Jeg havde samtidig hældt al mit tailwind ud, og byttet det med en dunk cola og en dunk vand. Efter 500 meter kom der endnu en løber forbi mig, en franskmand ved navn Paul, han begyndte at gå med mig og snakke. Han kunne se jeg var fra Danmark og fortalte, at han havde arbejdet der i en periode, hvor han samtidig havde været bosat i Danmark. Vi besluttede os for at følges ad da hans mål var, bare at komme i mål indenfor tidsgrænsen og efter jeg havde det som jeg havde, var mit eneste mål at gennemføre og jeg var ligeglad med tiden. Ikke nok med at jeg havde det dårligt, så var det også blevet meget varmt, så ved hvert vandhul vi havde, stoppede vi op og gjorde vores buffer våde, så vi kunne blive kølet ned. Vi vidste at vi havde et lille mellemdepot efter ca. 5 km, men vidste også at vi havde en stigning på 4 km, som var rigtig led, så den stoppede vi en del gange på, så da vi endelig nåede toppen af den, var jeg rigtig glad. Så havde vi en lille km, til jeg igen kunne få cola og lidt energi, turde stadigvæk ikke drikke tailwind eller spise min anden energi, da jeg fik kvalme bare ved tanken, eller lugten af det. Da vi ankom til depotet, var Paul lidt foran mig, jeg havde svært ved at følge med, manglede lidt energi. Da jeg trådte ind i depotet, kom der med det samme en kvindelig crew medlem hen og spurgte til mig og hvad jeg havde brug for, hun syntes jeg så godt medtaget ud. Hun hjalp med at fylde mine dunke op, igen en med cola og en med vand, samtidig fik jeg drukket rigtig meget. Derefter gik jeg selv hen til depotet, for at få appelsin, banan og spegepølse, jeg tog rigeligt, da jeg af en eller anden grund havde det godt med det og ikke fik kvalme. Så resten af turen, rørte jeg ikke mit eget energi eller tailwind, tog kun det jeg havde lyst til fra depoterne. Paul kom hen og sagde til mig, at vi var nødt til at løbe videre nu, da der ventede os et meget svært nedløb og vi var begyndt at blive presset af tidsgrænsen, så Paul prøvede at sætte et tempo jeg skulle følge. Jeg må sige tak til ham for det hjalp virkelig, at jeg var nødt til at følge med og derved kunne holde et nogenlunde tempo, der vidste jeg hurtigt at det var en meget teknisk nedstigning. Der blev klatret en del og steder skulle man passe meget på ikke at falde, så jeg valgte at gå forrest, da Paul var lidt usikker på dette stykke og kunne derfor følge efter mig. Efter det tekniske stykke, var jeg kommet lidt foran Paul, så jeg satte et roligt gå tempo, så jeg kunne fokusere på at komme i endnu mere bedring indtil Paul igen kom op til mig. Paul kom og vi fortsatte vores kamp hen imod Champery. Kl. ca. 16 og jeg havde haft virkelig krise i 10 timer, begyndte jeg at få det betydeligt bedre, min strategi havde hjulpet mig og ikke mindst Paul. Jeg kiggede på uret og så vi havde 90 min, til vi skulle være ude af depotet, nemlig kl. 17.30 og vi samtidig manglede 3 km og det nu gik op ad. Jeg sagde til ham, at vi blev nødt til at sætte farten op og jeg satte derefter et tempo. Ca. 1 km til depotet, kom Henrik gående, Henrik som jeg var taget derned med, han måtte desværre udgå på dag 1, men pludselig stod han der og var klar til at heppe/hjælpe mig videre. Fantastisk. Han gjorde også opmærksom på tiden og pressede os op i et hurtigere tempo. Endelig kom depotet og vi havde 40 min til vi igen skulle være ude og det er ikke lang tid, når man gerne vil fylde kroppen ordentlig op og samtidig på toilettet og ordne ens fødder. Jeg fik spist noget lasagne og gjorde alt klar og havde pakket rigeligt af energi og så var det tid til toiletbesøg. Efter det skulle jeg lige have et glas cola mere og snakkede med et crew medlem, som fortalte at der var 20 km hen til næste store depot og derefter 30 km til mål, jeg kiggede på mit ur, som sagde 120 km og tænkte det passede. Jeg tænkte ikke at det depot vi var i, kun lå efter 106,4 km, der havde været en del ændringer i deres løbsreporter. Så jeg var glad og fokuseret på de 50 sidste km, som jeg troede og ville lave dem i en fart. 17:20, altså 10 min før vi skulle forlade depotet, sagde jeg til Paul, at jeg ville vente udenfor lidt oppe af vejen. Jeg var var nødt til at finde et sted og ordne mine fødder og give dem creme på.

Farvel til depot og næste depotmål var Morgins efter 124.7 km i 1344 meters højde, et depot som skulle være efterladt inden kl. 02:00, som var cut off tiden. 1 km oppe af vejen, satte jeg mig og fik ordnet mine fødder, samtidig med at jeg snakkede med Henrik, som stadig var der og havde været en kæmpe hjælp, i det lige efterladte depot, hvor han hele tiden holdt fokus på tiden for mig. Mens jeg ordnede mine fødder, dukkede Paul op og vi snakkede om hvilket tempo vi skulle løbe i, nu jeg var frisk igen og rigtig gerne ville i mål så hurtigt som muligt, da jeg ved jeg altid får problemer med trætheden om natten. Da jeg var klar fortsætte vi roligt tempo igennem byen og hen til skovkanten, hvor næste bjerg for alvor startede og der sagde Henrik så farvel og held og lykke. Paul og jeg fortsatte de første km sammen, hvorefter vi stoppede op og snakkede lidt om det hele, da han syntes tempoet var for højt til ham. Jeg sagde til ham, at vi sætter bare tempoet ned og følges ad, men han insisterede på, at jeg bare skulle fortsætte, da han kunne se jeg var meget urolig for den nat vi ville gå i møde. Bange for trætheden, samt om jeg ville få ny krise, da det så ville være Game Over for mig. Vi gav hinanden hånden og en krammer og så skiltes vi, en helt igennem fantastisk fyr og en som jeg helt sikkert kommer til at skrives lidt med i fremtiden. Jeg satte derefter mit tempo op og følte igen jeg var super godt kørende og rytmen blev rigtig god, selvom det var en hård og krævende stigning, som også var teknisk, flere steder gik det bogstaveligt lige ned. Da jeg nåede toppen, var det en super dejlig og nem nedstigning, så der løb jeg rigtig stærkt og nåede til mellemdepotet Chaux Palin i 1844 meters højde, i god tid og frisk. Jeg valgte at gøre klar til natten der og skiftede til varmere tøj og fandt pandelampen frem og lagde den i mit bælte. Igen blev cola, appelsin, banan og spegepølse mine favoritter. Men der måtte også lige en knoppers ned, da jeg så de havde dem i depotet, når man er træt, så skal man tage det kroppen lyster. Så var jeg ellers klar til at drage videre mod Morgins kl. 19:45, nu var der ca. 12 km til jeg var der og mørket var så småt ved at falde på. Igen havde jeg overskud, det gik rigtig godt og følte igen, at jeg holdt et rigtig godt tempo, selv om jeg synes det var lidt svært at finde vej i tusmørket. Da mørket først var faldet på, var det langt nemmere for mig at navigere mig fremad og jeg følte det gik rigtig god, jeg ville bare i mål nu. Resten af turen til Morgins forløb rigtig godt og da jeg kom til depotet tjekkede jeg ind og gik derefter hen for at få energi. Igen tog jeg appelsin, banan og spegepølse, da det stadigvæk fungerede optimalt. Jeg valgte igen at fylde min ene dunk op med vand og den anden med cola, så var jeg ellers igen klar til at drage videre og denne gang var mit næste mål check in i Torgon og efterfølgende skulle det være målstregen i Bouveret. Men en fejl i mit ur og misforståelse fra crewet, gjorde at jeg senere fik mig noget af en overraskelse.

Torgon lå efter 143,6 km og i 1152 meters højde, jagten var i gang for at nå hurtigt derhen, da jeg stadigvæk følte pænt med overskud.  Turen derhen gik rigtig godt og jeg havde 2 bjergpas at passere på vejen, de lå i ca. 2000 meters højde. Igen som på alle de andre stigninger, så syntes jeg de var stejle og man skulle kravle/klatre noget af det, som jeg synes var kendetegne for hele Swiss Peaks Trail. Ligesom man flere steder løb langs kanter på toppene, hvor det bare gik lige ned og specielt om natten, hvor man var lidt træt synes jeg det kunne komme lidt tæt på, selvom man ikke kunne se helt ned, som om dagen. Selve turen dertil er der ikke så meget at fortælle om, da jeg virkelig følte mig godt kørende og det hele gik rigtig godt, selvom jeg med 2 km til depot kunne mærke trætheden komme nærmere, men tanken om målstregen holdte mig kørende og tog stadigvæk ikke noget for givet. Da jeg kom til depotet, fyldte jeg op på energi som i de tidligere depoter og igen havde vi undervejs til Torgon et lille depot, hvor der under hele turen havde været det mest nødvendige. Efter et hurtigt stop, var jeg igen klar til at drage videre og denne gang troede jeg så, at næste stop var målstregen i Bouveret, men jeg blev desværre klogere…

Næstsidste check in og sidste inden målstregen i Bouveret, var Taney efter 154,1 km i 1450 højdemeter og et depot jeg havde forglemt eller fået fortalt ikke var der, troede i hvert fald målstregen var der, da jeg kom frem. Men så lærte jeg også, at vores løbeure kan drille engang imellem og tælle videre, selvom man står stille, eller er i depot. Starten af turen til Taney gik fantastisk og jeg begyndte at føle mig mere og mere sikker på, at jeg ville komme i mål og bare tanken gav mig gåsehud og følelserne kom uden på tøjet. Jeg pressede mig selv alt hvad jeg kunne og med 12 km tilbage af løbet, som jeg på daværende tidspunkt troede, havde jeg lovet at skrive til Henrik og min kære kone, kl. var der 02:30. De skrev begge tilbage til mig og Henrik fortalte mig, at han ville komme ud på ruten og tage imod mig og følges med mig de sidste km. Jo længere jeg løb, jo mere forvirret blev jeg. For selvom det var mørkt, synes jeg at jeg bevægede mig længere og længere væk fra Bouveret og det kunne jeg ikke få til at hænge sammen. Pludselig kom der endnu et lille depot, hvor folk endda lå og sov og jeg tænkte det behøver jeg jo ikke, vi er jo snart færdige og i mit hoved gik jeg stadigvæk efter at komme i mål kl. 05, for mål måtte jo snart komme. Jeg spiste lidt hurtig energi og fyldte lidt op i mine dunke og begav mig videre. Efter lidt tid begyndte jeg at blive træt og da jeg kiggede på mit ur og så det sagde 167 km og jeg stadig ikke havde mødt Henrik og jeg samtidig kunne se, at jeg igen skulle til at bestige et bjerg, dog af en grusvej denne gang, blev min træthed total. For der gik det op for mig at mit ur ikke kunne passe og crewet i Champery (106,4 km) måtte have misforstået os og der måtte være længere til målstregen. Da jeg kom op til toppen af bjerget, sagde mit ur 171 km og jeg gik hen i depotet og lignede et kæmpe spørgsmålstegn og spurgte, hvad dette var. De fortalte mig, at det var sidste depot inden målstregen og at jeg havde 12 km tilbage til mål. Jeg blev mildest talt målløs og kunne slet ikke tro det. Trætheden havde meldt sig og blev klart værre, da jeg fik at vide, hvor langt jeg var fra mål. Jeg begyndte derfor at spise masser af energi og drikke en masse, i håb om at jeg kunne blive mere frisk. Efter jeg havde fyldt op, var jeg klar til at tage afsted, næsten mere sovende end løbende. Det positive var, at jeg havde nået toppen kl. 05.00 og det var begyndt at blive lyst. Men de sidste 12 km, satte jeg ingen tidsbegrænsning på, nu ville jeg bare i mål og samtidig var mine fødder begyndt at gøre ondt.

Næste og sidste check in, målstregen i Bouveret 170 km i 373 meters højde. Turen dertil startede faktisk ok. Jeg mødte et par løbere undervejs, som var lige så trætte som jeg. Men vi havde alle samme mål nu, målstregen skulle krydses og det kunne ikke gå for hurtigt. Mit tempo var meget roligt, da mine fødder gjorde mere og mere ondt og specielt da det kun var nedløb, kunne de mærkes. Jo tættere jeg kom, jo mere gik det op for mig hvad jeg havde opnået og jeg kunne mærke tårerne presse sig på flere gange. Specielt fordi denne distance har været mit mål siden jeg startede for et år siden, samtidig med al min træning og mest af alt den tid min familie har undværet mig. Min familie betyder alt og når jeg så kommer i mål, ved jeg at mine anstrengelser har betalt sig og jeg ikke har svigtet min familie eller mig selv. Jeg begyndte at gå mere og mere og med 6 km til mål, skrev jeg til Henrik at jeg ville møde ham om 2 km. Kort efter jeg havde skrevet beskeden mødte jeg et crew medlem, som var i gang med at sætte nye flag op til deres sidste løb denne søndag. Endelig mødte jeg Henrik og han kunne se med det samme, at jeg var træt og han begyndte at opmuntre mig med, at nu var den hjemme og igen kom følelserne uden på tøjet. 2 km fra mål, måtte jeg skrive til Dina og fortælle, at nu var det tid. Jeg genkendte nu ruten, da jeg inden løbets start, havde løbet de sidste 4 km af den. Endelig kom vi ud på asfalt stykket og 1 km tilbage, jeg begyndte at sætte farten lidt op, skulle gerne løbe i mål og alt fløj igennem mig. Målstregen kunne ses og Henrik løb i forvejen, for at optage når jeg kom ind og de sidste 100 meter føltes helt fantastiske og i tiden 46:46;26 løb jeg ind over målstregen og jeg var ovenud lykkelig. Et crew medlem interviewede mig og jeg var bare GLAD! Ikke mange mennesker var mødt op så tidligt en søndag, ca. 09:40, men skidt pyt med det, jeg havde løbet mit første bjergløb og min længste distance 170 km og jeg gennemførte. Efter interviewet røg jeg direkte hen til Henrik og han fik en kæmpe krammer og jeg var bare glad og træt, virkelig fedt at se hvor glad Henrik også var på mine vegne. Done Deal og helt klart kun starten på flere store løb.

Ruten:

Jeg havde ingen ide om, hvordan ruten ville være, men jeg blev overrasket og glædede mig til at løbe en distance og ikke et rundeløb som i Danmark. Ruten var helt klart hårdere end jeg havde forventet, hvad mange andre med erfaringer fra andre løb, også kunne bekræfte. Jeg vil sige, at starten af ruten kom meget som et chok for mig, specielt pga. den store højde vi befandt os i og man ikke kunne løbe, men efterfølgende kan jeg godt se formålet med det. Løbet er ekstremt og det de gav os der, ja det var ekstremt og specielt.

Udover det, synes jeg de vekslende stigninger og nedløb var rigtig godt fordelt resten af turen. Jeg synes dog ikke der var nogen steder, hvor det var ”nemt” som nogen af medlemmerne fra Swiss Peaks sagde, men løber du i det dagligt, ser man nok anderledes på det. Men helt sikkert en top fed rute, som var meget teknisk og krævende og havde farlige passager også. Lidt af det jeg havde glædet mig til, at løbe på højderyggen af et bjerg, hvor man bare kan løbe/gå og kigge lige ned.

Steder skulle vi holde fast i kæder, fordi det var så stejlt og man havde risiko for at falde. Der var et enkelt sted på en nedstigning at jeg måtte smide mine stave og sætte mig på numsen, for at komme ned, det var lidt vildt, kunne ikke se andre muligheder for at komme ned, måske også trætheden spillede ind der.

Vi var 162 der stillede til start, kun 80 gennemførte, det er hele 49% som forlod løbet, det må fortælle lidt om hvor svær og hård ruten er. Det er måske en ting, de kunne gøre mere opmærksom på, på deres hjemmeside, da jeg ved det kom bag på mange af os, hvor svær ruten var.

En rute jeg klart ville elske, at løbe igen og ville kunne anbefale til andre. Om jeg bare er ekstra begejstret fordi det er mit første bjergløb ved jeg ikke. Men jeg ved at jeg var helt trosset med den, sværhedsgraden, bjergene, naturen og det hele spillede bare max for mig.

 

Rutemarkeringen:

Rutemarkeringen var helt vildt, jeg hørte ikke om nogen som farede vild eller andet. Lidt vildt at tænke på, at man kan lave en markering der virker og fungerer over 170 km. Der var enkelte steder man blev lidt i tvivl og tænkte om man måske var løbet forkert. Men hvis man tænkte efter og huskede hvad de sagde ved briefingen; man drejer kun væk fra en rute, hvis der er mere end 1 flag som markerer det, ja, så mødte man altid et nyt flag, hvis man bare fortsatte på samme rute og lod tvivlen komme en til gode. Imponeret over den opmærkning de havde lavet og fuld respekt for at det fungerede optimalt. De brugte hovedsageligt kun flag og enkelte steder minestrimmel, kun ved depoterne var der skilte.

 

Depot:

Igen havde de succes med det de havde foretaget sig, der var i alt 14 større depoter, hvor 2 af dem var der vi fik vores follower bag med vores ekstra ting i. Disse to depoter var også de største og der man kunne bade, få massage, spise varmt mad osv. I de andre depoter manglede der heller ikke noget. Der var altid vand/cola, chokolade, kiks, frugt energi og i de fleste tilfælde også varme drikke eller varm suppe. Ud over de 14 depoter, vil jeg tro at der har været 10 mindre depoter, hvor der var vand/cola og chokolade/frugt, det var helt vildt og der manglede intet. Jeg har ikke oplevet noget af den kaliber før, men kan selvfølgelig også godt forstå, at i et bjergløb, der skal meget energi til, for at holde sig kørende og når du løber i bjergene og ikke har nogen byer at handle i, så skal der være en del, så løberne ikke går kolde. Tak for god mad og drikke????

 

Medalje:

Dumpet med bravur. Der var ingen medalje, dybt skuffet. Ikke fordi medalje altid er en nødvendighed, det kunne også sagtens være et bæltespænde eller lignende. For mig betyder det bare et minde, som jeg kan gemme og som ikke går i stykker eller bliver slidt op. Til mit første bjergløb og udenlandsløb havde jeg håbet, på sådan et minde. I stedet fik vi en løbevest med Swiss Peaks Trails logo og FINISHER nedenunder. En løbevest jeg ikke vil bruge, da jeg med tiden vil ødelægge ”mindet” og dermed mit bevis for, at jeg har gennemført. Udover løbevesten, fik vi alle en Swiss Peaks Trail t-shirt, da vi hentede vores nummer før starten af løbet.

 

Konklusion:

Løbet levede fuldt ud, op til mine forventninger og mere til vil jeg sige. Men det er også svært for mig at vurdere, da jeg intet har at sammenligne med, da dette er mit første udenlands- og bjergløb. Men synes virkelig, at de leverede flot, specielt ude på ruten, hvor alt bare spillede. Det værste under løbet, var at i nogen af depoterne snakkede de kun fransk og det forstår jeg altså ikke. Jeg tænker, hvis man virkelig gerne vil slå igennem internationalt som arrangør, så skal man kunne kommunikere med alle løberne og ikke kun de lokale.

Det kan diskuteres om målbyen var den rigtige, der var ikke meget liv i den, når jeg var der, om der har været det på andre tidspunkter, mens jeg har løbet, kan jeg af gode grunde ikke vide. Men det er vigtigt, at tage med, at det er kun er andet år Swiss Peaks Trail eksisterer og at de allerede er på dette niveau, synes jeg er flot. Mon ikke det trækker flere løbere til og derved mere liv til byen, det kunne jeg godt forestille mig.

Igen i mål området, synes jeg det var ærgerligt at der stort set kun blev snakket fransk. Det kunne være rart med opdateringer på engelsk, så ikke fransktalende personer også kunne følge med i løbet. Men ikke nødvendig kun engelsk, man kunne sagtens snakke begge sprog, både engelsk og fransk. Boder og alt hvad der hører med til et løb, synes jeg også spillede perfekt for dem, men her er det mere deres sponsorer som sørger for det og det synes jeg var fedt at se, hvordan de gik op i det. Selvfølgelig i håb om at sælge lidt løbegrej til os løbere og vi købte da også lidt.

Alt i alt er det et løb, som jeg klart vil anbefale til andre. Har i ikke lyst til 170 km, så tag en af de kortere distancer eller spring ud i det og prøv de 360 km. Selvom det var svært og hårdt, synes jeg det var et super fedt ”begynder” løb for mig i udlandet, da der blev taget tid til en og alle var så flinke og hjælpsomme som de var. Et løb jeg sagtens kunne se mig selv deltage i igen. Håber virkelig i som overvejer løbet, tør springe ud i det og tage chancen, i vil ikke blive skuffet, tværtimod.

 

Hvad har jeg lært:

Jeg har igen lært en masse. Jeg har lært hvor meget det virkelig kræver af en at gennemføre et bjergløb af denne kaliber. Det er jo virkelig vildt, man skal virkelig ville det. Da jeg fik min krise med opkast, var jeg tæt på at smide håndklædet i ringen, men blev hele tiden mindet om hvorfor jeg gør dette og hvad det endelige mål er. Når man så kommer over krisen, så er det helt vildt at se hvad en menneskekrop egentlig kan klare, så længe hovedet er med, kan man næsten alt.

Jeg har lært at al min selvtræning og selvdisciplin omkring dette løb har båret frugt. Løbebånd, nedløb, trappemaskine, coretræning og daglige øvelser har virkelig hjulpet. Jeg havde ikke problemer med mine ben undervejs og heller ikke her bagefter, det er mest mit hoved og trætheden, jeg kæmpede med.

Jeg har derfor også lært, at man ikke løber mange af disse løb om året, hvis det er på hobbyplan, som det er for mig. For sådan et løb kræver rigtig meget mentalt og er du ikke klar mentalt, så kommer du ikke igennem, jeg gør i hvert fald ikke. Mentalt kræver det meget inden et løb, da ens træning skal vedligeholdes, samtidig med ens arbejde skal passes og vigtigst af alt, skal man være tilstede for familien. Derfor kan det max blive to-tre løb om året, i udlandet, da det bare tager længere tid og kræver mere af en. Men er selvfølgelig også klar over, at disse løb kun gør en stærkere og bedre på længere sigt og derfor skal de også løbes. Men med mine bjergambitioner, kan jeg ikke løbe flere løb i udlandet, så det handler om at finde nogen gode løb herhjemme og supplere op med, hvilket jeg også tror jeg kan i fremtiden, uden at presse mig selv for meget.

Samtidig har jeg lært ikke at drikke eller spise for hurtigt eller for meget. Jeg vil i hvert fald ikke gøre det på samme måde til Costa Blanca Trails, der skal være længere imellem, så jeg undgår kvalme. Jeg tænker jeg nærmere vil mærke efter og så tage den derfra, glæder mig i hvert fald allerede til næste løb.

 

Udstyrsliste:

Sko:

Columbia Montrail Caldorado ii

Salomon Sense Escape (Reserve)

Strømper:

Compressport Trail Socks 3D Dots Effect

Compressport Full Socks Compression 3D Dots Effect (Reserve)

Tøj:

Run Compression Short (Compressport)

Running Shorts (Compressport)

3D Thermo Ultralight Korte Ærmer 45G (Compressport)

Trail Runningshirt  (Compressport)

Langærmet Marino Uld (Aclima)

Regnjakke (Compressport)

Varmere regnjakke (Inov8)

Dun jakke/vinterjakke (Arcteryx)

Udstyr:

Ultimate Direction Mountian Vest 4.0

2 X Ultimate Direction 500 ml Drikkedunk

2 X Black Diamond Icon 500 Lumen (Pandelampe)

Komperdell Vandrestave

Salomon Kasket

Cep Buf

Løbebælte Free Belt Pro (Compressport)

Safety Pack

Mobil Telefon

Fold Ud Kop

Energi:

Tailwind

Clif Bars (Peanut Butter)

Energi/mad fra depot (Cola, frugt, chokolade, varm mad)