Dag 1: Ankomst til Tanzania – Moshi.

Tirsdag d. 20-02-18.

Så kom dagen, hvor mit Kilimanjaro-eventyr endelig ville starte. Jeg stod op kl. 01:30 natten til tirsdag, vi skulle først være i Kastrup Lufthavn kl. 04:00. Men jeg havde fået chauffør på og vi skulle køre kl. 02:15, det var nemlig svigerfar, som jeg kørte med. Han skulle til København alligevel, for at arbejde, så turen derind blev i en JK Kloakservice lastbil ???? Vi kom derind kl. 03:30, så jeg var den første fra vores gruppe og havde masser af tid til at tjekke ind, det var rart. Efter jeg havde tjekket ind kom der løbende flere og flere fra vores gruppe, til sidst manglede jeg kun at se Stefan og Katrine, som jeg havde bestilt turen sammen med. Da de til sidst dukkede op og fik tjekket ind, gik vi videre igennem kontrollen og så var det tid til morgenmad, mens vi alligevel ventede på vi skulle flyve.

Mens vi spiste morgenmad, mødte vi nogen af de andre og fik snakket lidt med dem. Hurtigt fik man indtrykket af, at det ville blive en fin og god gruppe, der var både folk med erfaring fra andre bjerge og andre hvor Kilimanjaro var det første bjerg. Efter morgenmaden gik vi ombord på flyet, vi skulle flyve kl. 06:00 i ca. 1:30 time, hvor vi så skulle mellemlande i Amsterdam. I Amsterdam ventede vi i et par timer, da vi først skulle flyve videre kl. 10:00, vi var allerede landet fra København kl. 07:30.

Flyveturen jeg nu skulle ud på fra Amsterdam til Kilimanjaro, var den længste tur, jeg personligt selv havde prøvet at flyve før. Og det kunne jeg hurtigt se, bare på størrelsen af flyet vi gik ombord på, det var jo et kæmpe fly, i forhold til de fly jeg flyver med når vi er på solferie i Europa. Da vi kom ombord på flyet, havde vi alle vores egen ”tv” skærm, og det hele føltes bare godt. Under turen til Kilimanjaro manglede der ingenting, virkelig kun ros tilovers for flyselskabet KLM.

Ca. kl. 20:40 lokal tid, (+ 2 timer) landede vi i Kilimanjaro International Airport, ikke speciel stor lufthavn, men nem at finde rundt i. Vi blev mødt af nogle lokale, som skulle hjælpe os igennem kontrollen og ikke mindst videregive vores visum. Da vi kom igennem lufthavnen, stod Kipling Travels danske guide Bart og ventede på os og han fik en kæmpe krammer, han var også guide på min Toubkal rejse i januar måned. Han viste os hen til vores bus, som skulle køre os til vores hotel, turen fra lufthavnen varede ca. 1 time.

Da vi kom til hotellet Springlands Hotel i Moshi, blev vi delt op på vores værelser og fik vores makker. Det viste sig at min makker Michael allerede var ankommet, da der var 3 personer, som havde bestilt turen i sidste øjeblik. Grundet det havde de fløjet med et andet fly, da vores var booket, det var med lidt blandede følelser, at man skulle op på værelset, man havde jo ingen ide om hvem ens makker var. Men det viste sig hurtigt at være en fantastisk makker, jeg fik mig. Omkring midnat, var det godnattid efter en lang rejsedag.

Dag 2: Klargøring i Moshi til bestigningen af Kilimanjaro.

Onsdag 21-02-18.

Vi stod op ca. kl. 07:30, da der var morgenmad på hotellet kl. 08:30, efterfulgt af briefing omkring dagens forløb. Det var også dagen, hvor vi fik hilst på hinanden alle sammen og snakket lidt under morgenmaden. I vores briefing, fik vi fortalt at vi ”bare” skulle klargøre til torsdag, hvor vores eventyr så skulle begynde.

Efter jeg havde mødt min makker Michael, besluttede vi os for at spørge de andre, om der var nogen som ville med ud på en lille gåtur og se lidt af det lokale i området. Der var stor opbakning omkring det, og jeg tror at vi var omkring 8-10 personer som deltog. Vi fik en lokal guide med os, da hotellet mente dette ville være bedst. Grunden til at jeg ville ud på turen var, at jeg aftenen inden havde mødt nogle andre danskere, som var i Kilimanjaro, for at slå verdensrekorden i at løbe op af bjerget. Deres guide Simon havde fortalt om en skov på den anden side af vejen, hvor der var aber i. Det synes jeg lød spændende og ville gerne se dette, og det samme ville min makker. Turen varede i ca. 2-3 timer, og vi fik desværre ikke set specielt mange aber, vi måtte nemlig ikke komme ind i skoven, da der var kontrol ved den, og dette kunne komme til at koste mange penge hvis vi blev opdaget. I stedet fik vi set landskabet, deres rismarker, hvordan de forskellige boede mm. Personligt synes jeg dette var meget spændende at se, andre syntes det stikmodsatte????

Da vi kom tilbage til hotellet var det tid til frokost, der spiste vi alle samtidig og hyggede os. Efter frokost blev vi igen delt op, der var nogen som gerne ville indtil byen Moshi og se den, samt andre som ville pakke til den efterfølgende dag og blive ved poolen. Jeg valgte at blive på hotellet og gøre det hele klar til den efterfølgende dag, og slappe af.

Kl. 19:30 spiste vi fælles aftensmad på hotellet, hvor vi snakkede om dagen der var gået og bare hyggede. Vi blev siddende lidt tid dernede, hvor vi snakkede alle sammen, om den udfordring som ventede forude, nemlig bestigning af Kilimanjaro. Ca. kl. 22:00 gik min makker Michael og jeg på værelset og gjorde det sidste klar. Vi fik også snakket lidt, og tror vi begge fandt ud af, at vi to ville komme til at passe perfekt sammen som makkere????

Dag 3: MTI Mkubwa Camp, 2650 Højdemeter (Forrest Camp).

Torsdag d. 22-02-18.

Så kom dagen endelig, hvor vores Kilimanjaro eventyr skulle starte. Vi stod op kl. 07:00, da vi skulle afsted med bussen kl. 09:00. Morgenmad spiste vi kl. 07:30, hvor vi alle spiste sammen og fik den sidste briefing af vores danske guide Bart. Derefter gik jeg ud og kiggede op mod Kilimanjaro og lavede en video hjem til min dejlige kone og to børn. Videoen blev modtaget med glæde, hvilket jeg virkelig blev glad for.

Kl. 09:00 blev vi hentet af bussen, som skulle køre os op til Lomosho Gate, hvor vi skulle starte. Vores hotel lå i ca. 1100 højdemeter og bussen skulle bringe os op i ca. 2200 højdemeter, hvor vandringen skulle starte. Busturen tog hele 3 timer med forskellige pauser, specielt holdt vi en lang pause, da vi ventede på vores lokale guide Richard, som skulle stå på bussen i Moshi. Før vi kom til Lomosho Gate, kørte vi op til …. Og spiste frokost. Mens vi spiste frokost, skulle al vores bagage, som var givet til bærerne, vejes og kontrolleres. Bagagen måtte ikke veje over 15 kg, da bærerne max må bære 20 kg samlet, og de skal som minimum have 5 kg bagage, som ikke er vores. Denne bagage kan være telte, stole, toiletter, mad, deres egne ting osv.

Kl. 14:00 startede vi vores vandring fra Lomosho Gate til vores første camp, hvor vi skulle overnatte, nemlig Forrest Camp i ca. 2800 højdemeter. Starten af turen op til vores camp, var lidt hård for nogen, da vi skulle stige markant i starten. Michael og jeg fulgte med nede bagfra gruppen, så vi kunne nyde naturen og tage så mange billeder som muligt. For det vi oplevede første dag, har jeg aldrig set nogen steder før, fantastisk natur. Walking in the jungle???? Vi gik i ca. 4 timer før vi nåede Forrest Camp og havde steget de 500 højdemeter som vi skulle den dag.

Vi ankom til Forrest Camp ca. kl. 17:00, hvor alle telte var slået op. Så til at starte med fandt Michael og jeg vores bagage og et telt, vi pakkede hurtigt ud. Efter udpakning var der the, popcorn og kiks i vores fælles spisetelt, det var fantastisk at få serveret det efter sådan en lang dag.

Herefter gik vi lidt rundt, delt op i forskellige grupper. Hvor vi fik set vores Camp, og samtidig kiggede efter aber, som vi havde fået fortalt skulle være i vores camp. Og ganske rigtigt, lige pludselig var der en abe, som ville have mad i vores camp. Jeg tog nogle mandler og nødder, som jeg ville give aben. Jeg havde set andre gøre det samme, da jeg satte mig på hug for at kalde aben til mig, kom den hen mod mig. Det var en helt speciel og fantastisk følelse, det har jeg aldrig prøvet før. Aben kom hen til mig og tog maden fra min hånd og sad og spiste det, lige foran mig. Den blev sågar så fræk, at den ledte efter min pose med mandler, som jeg havde i min lomme. – Fantastisk oplevelse.

Kl. 19:00 skulle vi spise aftensmad i fællesteltet, vi skulle have vores pandelamper med, da det var blevet mørkt. Igen blev jeg imponeret over den mad de serverer i den højde. Min rejse til Toubkal i Marokko, troede jeg bare de var ekstra gode ved os, men her så jeg hurtigt, at det var samme standart her. Vi fik suppe til forret, efterfølgende fik vi kartofler, fisk, kål og grøntsager og så en enkelt banan. Vi havde sågar en fødselar med os, så dessert var der også, de lokale guider havde taget kage med op, hvor der på kagen var skrevet med glasur, Happy Birthday Mr. Palle, det var sgu imponerende.

Efter maden pakkede vi det sidste til den efterfølgende dag. Under aftensmaden havde vi fået briefing, og vi skulle op kl. 06:00 den efterfælgende dag og spise morgenmad kl. 07:00. Da vi havde pakket, gik Michael, Stefan, Katrine og jeg en tur. Vi fandt et sted, hvor vi kunne sætte os og snakke og bare nyde nattehimlen og alle stjernerne. Efter dette gik vi tilbage til teltene og gjorde os klar til at sove. Michael og jeg var ikke så trætte, som nogen af de andre, så vi lå og snakkede en del, og måske nok lidt for højt ville nogen mene. Men til sidst lagde vi os til at sove, omkring kl. 22:00, og ja vi lammede for meget, men vi havde det sjovt.

Dag 4: Shira Camp 1, 3610 Højdemeter.

Fredag d. 23-02-18.

Vi stod op kl. 06:00, og pakkede alt sammen, så vi var klar til at spise morgenmad kl. 07:00.  Grunden til at vi skal have pakket det hele inden morgenmaden er, at mens vi spiser, så bliver vores telte pakket sammen, så de er klar til at komme med videre.

Kl. 08:00 var vi klar til at forlade Forrest Camp og vende snuden mod Shira Camp i 3610 højdemeter. Guiderne havde planlagt at turen skulle tage ca. 5 timer, så vi ville være fremme i Shira Camp 1 kl. 13:00 og kunne få frokost der. Men tiden blev ændret, da de kunne se at vi ikke overholdt tempoet, så de valgte i stedet, at vi skulle spise frokost på selve turen og det blev ca. kl. 13:00. Jeg havde selv valgt at gå i den bagerste del af gruppen, det var ikke pga. jeg ikke kunne følge med, men mere fordi jeg virkelig nød naturen og ville tage en masse billeder. Og så havde vi det bare sjovt bagerst, vi pjattede og hørte musik, så jeg synes helt igennem, at det var en super dag????

Endelig kl. 15:30 kom vi frem til Shira Camp 1, hvor de havde ventet os siden kl. 13:00. Da vi kom frem stod den på the og kaffe i vores fællestelt, ligesom dagen forinden. Og igen havde Zara Tours sørget for at der var popcorn og kiks, lige det man havde lyst til at spise, så dejligt. Efter dette pakkede vi ud i vores telte og klargjorde det vi kunne. Imens vi gjorde dette begyndte det at regne, det regnede i ca. 1 time, mens det regnede var der en del som havde sat sig i fællesteltet for at spille kort og hygge.

Selve turen den dag var fantastisk, der var så meget at se på, og tage billeder af. Mange kunne se flere bjerge i baggrunden, samt savannen og junglen. Shira Camp 1, lå også helt perfekt. Lige da vi ankom kunne man se hele Kilimanjaro og det var virkelig et smukt syn.

Kl. 18:30 var vi klar til at få aftensmad, under aftensmaden ville vi få vores briefing for den efterfølgende dag. Igen denne dag var maden helt i orden og smagte godt. Lige efter maden fik min kammerat Stefan det pludselig meget dårligt og måtte skynde sig ud af teltet. Katrine, som er Stefans kæreste, gik med ham og jeg gjorde det samme, ville ud og se om min kammerat var ok. Da jeg kom derud, sad han ned og så meget skidt ud og i det samme begyndte han også at kaste op. Jeg gik ind igen, da Katrine var hos ham og bad Bart gå ud og kigge til ham, mens Bart var derude ventede vi andre på at han kom tilbage og gav os en briefing. Sådan som Stefans symptomer var, kunne det tyde på en bakterie havde ramt ham.

Under briefing fik vi at vide, at der igen ville være morgenmad kl. 07:00, så igen skulle vi op kl. 06:00. Efter briefing var vi 4-6 stykker som blev siddende og snakkede, mens de andre gik i seng. Omkring kl. 21:30 gik vi andre til køjs og faldt hurtigt i søvn.

Dag 5: Shira Camp 2, 3850 Højdemeter.

Lørdag 24-02-18

Igen stod vi op kl. 06:00, eller vi havde sat uret til det. Michael og jeg gad ikke stå op, så vi blev liggende til ca. 06:35. Der stod vi op og skyndte os at pakke vores ting, så vi kunne nå hen til fællesteltet og spise kl. 07:00. Efter morgenmaden, gjorde vi klar til afgang, vi skulle denne dag gå fra Shira Camp 1 i 3610 højdemeter til Shira Camp 2 i 3850 højdemeter og undervejs skulle vi lige akklimatisere og gå op til Cathedral Point Shira Peak i 3872 højdemeter.

Kl. 08:15 var vi klar til at tage afsted alle sammen, dog havde vi under morgenmaden fået fortalt, at Bart, Stefan og Maria ville tage en kortere og mere direkte vej til Shira Camp 2. Grunden var at de stadigvæk havde det dårligt og ikke var klar til sådan en lang dag. Da vi kom afsted, skulle det hurtigt vise sig at blive en hård dag, vi havde ellers fået fortalt at dagen ville være den nemmeste, da vi ikke havde mange højdemeter at stige. Men varmen den dag, var dræbende. Man skulle hele tiden passe på med ikke at have for lidt tøj på, da det samtidig blæste en del, og når der var skygge blev der hurtigt koldt.

Ca. kl. 11:30 kom vi til Cathedral Point Shira Peak i 3872 højdemeter, for bunden at den lille top stillede vi vores vandretasker og vandrestave. Nogle af vores lokale guides blev og passede på vores ting, selve stigningen var ikke hård, men en god højdetræning. Da vi kom op til toppen, var udsigten helt vild, man kunne se ud over hele Shira Plateuet og det var bare smukt. Efter vi havde været deroppe et lille stykke tid, begav vi os ned igen og videre op mod vores Camp.

Kl. 13:45 ankom vi til Shira Camp 2 og vi blev med det samme mødt af Bart, som kunne fortælle os at Stefan og Maria, var blevet hentet af en jeep og kørt tilbage til Moshi. Sygdommen var ikke gået væk, men derimod blevet værre, så de vurderede, at de ikke kunne vente på, at vi kom frem, selvom Stefan gerne ville have sagt farvel til Katrine og omvendt. Og ja, jeg ville sgu også godt have sagt ordentligt farvel til ham, det var jo meningen vi skulle have besteget Kilimanjaro sammen. Men jeg vidste også, at efter alle de år jeg har kendt ham, at hvis han valgte at blive kørt ned, så har han virkelig haft det dårligt, for han havde glædet sig til denne tur. Nu blev både Katrine og jeg endnu mere opsatte på, at toppen skulle nås, for Stefans skyld også og det havde han også selv sagt til os, som noget af det sidste tidligere på dagen, at hvis han ikke kom over sygdommen, så skulle vi fandme nå toppen. Efter vi havde fået overbragt den dårlige nyhed, pakkede vi ud i vores telte. Derefter var det tid til frokost og som de andre dage var det rigtig god mad igen.

Efter maden fik Michael og jeg lyst til at gå en tur og træne lidt højde, vi ville gerne op og runde de 4000 højdemeter. Vi spurgte nogle af de andre om de ville med og vi endte med at tage 9 personer afsted, det var mega hyggeligt. Da vi nåede op til de 4000 højdemter, kom der signal på telefonen, guiderne havde godt fortalt at der var signal i denne Camp, men havde ikke registreret det før denne tur. Jeg valgte at ringe hjem, mens vi var oppe i de 4000 højdemeter, Katrine og Michael ventede på mig imens. Det var helt fantastisk at komme igennem og snakke med Dina og mine børn, man kunne godt høre de savnede mig, specielt Villads havde det svært med, at jeg var væk. Selvfølgelig savnede jeg også dem og det var dejligt at snakke med dem og man bliver altid lidt mere motiveret, når man er væk fra dem man elsker. For så skal man sgu op af det bjerg, så formålet med rejsen bliver en succes og man kan fortælle dem derhjemme at det lykkedes. Herefter gik vi tilbage og så var det ved at være tid til aftensmad.

Kl. 18:30 blev der serveret aftensmad, som bestod af pasta og kødsauce, det var så lækkert og der blev vist også spist igennem, fra de fleste. Kl. 20:00 var vi færdige med at spise og havde fået vores briefing og gjorde os derfor klar til at sove. Under briefingen havde vi fået at vide, at der igen ville være morgenmad kl. 07:00, så derfor satte vi vores ur til kl. 06:00 igen. Vi havde i løbet af dagen aftalt med Rumman, at vi skulle stå op i løbet af natten for at tage nogle stjernebilleder med hans kamera, eller han skulle og vi ville holde ham med selskab. Sov godt????

Dag 6: Baranco Camp, 3900 Højdemeter.

Søndag d. 25-02-18.

Vi stod igen op kl. 06:00. I løbet af natten havde vi været ude og tage billeder sammen med Rumman, og hold nu op det var flot. Himlen var simpelthen så smuk, på den ene side havde man Kilimanjaro og til den anden side havde vi Moshi by. Virkelig glad for vi gjorde det, så man kunne opleve dette, selvom vi havde valgt at gå ud kun iført vores lange undertøj og det var meget koldt. Da vi kom ind, efter vi havde taget billederne, kunne man ikke få varmen igen, vi lå i en time før nogen af os sov og man bare havde fået varmen lidt. Det skulle så vise sig at være starten på min sygdom og ja det var jo min egen skyld, at jeg ikke lige havde tænkt det helt igennem og fået ordentligt med tøj på.

Kl. 07:00 spiste vi morgenmad og vi fortalte om natten og Rumman viste nogen af billederne frem. Vi så dem også selv for første gang og de var så flotte. Kl. 08:00 var vi klar til at forlade Shira Camp 2, vi skulle denne dag gå op til Baranco Camp i 3900 højdemeter, på vejen skulle vi holde frokost i Lava Tower Camp, som lå oppe i 4600 højdemeter. De havde beregnet turen til Baranco Camp til at tage ca. 6 timer.

Efter 4 timers vandring ramte vi Lava Tower Camp, hvor vi skulle spise vores medbragte madpakker. Desværre var det ikke muligt at gå op på klippen Lava Tower, da det for nogen år siden blev ulovligt, da folk knækkede stykker af og ødelagde det. Vi spiste frokost deroppe i ca. 40 min., inden de lokale guider kaldte på os og sagde at vi skulle videre. Fra Lava Tower havde vi ca. 2 timer ned til Baranco Camp.

14:35 ramte vi Baranco Camp. Da vi kom derned, var der gjort klar med kaffe, the, popcorn og nødder i vores fællestelt. Det var lige hvad jeg trængte til og der blev også spist en masse af det, det smagte vanvittigt godt. Herefter gik vi en lille tur, vi var en 7-8 stykker som gik hen, hvor vi kunne se ned til Moshi by og bagefter hen og kigge på Baranco Wall. Baranco Wall, skulle vi klatre op af, den efterfølgende dag, og den så meget voldsom ud, ved første øjekast, men stille og roligt kunne man godt se stierne og at det hele ikke ville være så stejlt.

Aftensmad fik vi kl. 18:00, hvor der blev serveret en gryderet med ris og bønner. Som forret fik vi en afsindig stærk hvidløgssuppe, men som faktisk smagte meget godt. Suppen havde jeg rigtig godt af, da jeg var begyndt at få en tør hoste, samt ondt i mine lunger og bryst ved hoste. Jeg tror at jeg havde fået for meget træk dagen forinden, hvor det havde været så varmt, at jeg ikke havde beskyttet min hals. Samt de natbilleder vi havde været ude og tage, de var blevet taget iført kun langt undertøj. Så ja, lidt skyld i det hele var man jo nok selv????

20:15 var vi klar til at sove, Michael og jeg gik lidt tidligere i seng denne dag, da vi den efterfølgende dag skulle op kl. 05, og spise morgenmad kl. 06:00. Vi skulle nemlig allerede gå kl. 07:00, da vi havde en lang dag foran os. Godnat og sov godt.

Dag 7: Barafu Camp (High Camp), 4673 Højdemeter.

Mandag d. 26-02-18

Vi skulle op kl. 05:00, men Michael og jeg tog lige en halv time længere og stod først op kl. 05:30. Vi havde om aftenen pakket vores ting, på nær det vi sov med og i, så det fik vi hurtig pakket sammen og var klar til morgenmaden kl. 06:00. Under morgenmaden fik vi briefing om, specielt vores start på dagen, hvor vi skulle starte ud med Baranco Wall som skulle klatres, samt at vi ville spise frokost i Karanga Camp, i 3995 højdemeter, inden vi ville fortsætte op til Barafu Camp.

Vi begyndte vores vandring kl. 07:00 og Baranco Wall viste sig at være en smule besværlig, men jeg syntes ikke det skyldtes sværhedsgraden på væggen, men derimod andre grupper, som syntes de skulle presse sig forbi os og ikke havde tid til at vente på vi andre kom op. Det gjorde det hele lidt usikkert, da der nogen steder kun kunne passere en af gangen. Hvorfor man vælger at mase sådan fremad, når andre står før, det forstår jeg simpelthen ikke. Jeg synes man skal respektere hinanden og ikke udsætte hinanden for unødig fare, et bjerg er ikke ufarligt og man skal passe på hinanden.

Kl.  11:00 ramte vi Karanga Camp, hvor vi skulle spise frokost, og der havde vores guider sat vores fællestelt op, som vi skulle spise frokost i, helt fantastisk af dem. Vi spiste vores frokost og hyggede os indtil kl. 11:45, hvor vi fortsatte vores vandring mod Barafu Camp.

14:45 ramte vi Barafu Camp, og det var en fed følelse at vide, at nu var vi i sidste Camp inden vi skulle bestige Kilimanjaro – Uhuru Peak i 5895 højdemeter. Kl. 15:00 havde Michael og jeg pakket vores tasker til topforsøget og var klar til at tage en middagslur inden vi skulle spise aftensmad. Jeg var helt klar på at tage en slapper, jeg havde haft en meget hård dag, hvor jeg havde taget lidt ”pain killers”, for at være ovenpå, da mine lunger var hårdt ramt.

Briefing og aftensmad fik vi kl. 17:00. Vi fik at vide, at vi skulle starte vores topforsøg kl. 23:00 mandag aften og kl. 23:00 ville der være let morgenmad. Vi var færdige med maden kl. 19:00, hvor vi gjorde klar til en lille lur mere. Under maden havde jeg fået noget antibiotika, som vi mente kunne hjælpe lidt, vi havde desværre ikke decideret antibiotika mod lungebetændelse. Inden vi lagde os til at sove tog jeg nogle flere piller og fortalte Michael at jeg troede jeg havde fået feber, da jeg frøs og havde koldsved, samt ondt i lungerne, ondt i halsen og ingen stemme. Men jeg ville bare gøre et forsøg på at nå toppen, så derfor besluttede jeg at tage nogen piller.

Vi stod op ca. kl. 22:30, men jeg synes ikke jeg havde sovet ordentligt og under morgenmaden tog jeg igen nogen piller. Det var rart at få noget varmt the og nogen kiks, inden vi skulle afsted. Vi havde desværre fået endnu en, som var blevet syg og derfor valgte at blive i Barafu Camp, mens vi andre forsøgte at nå toppen. Bart havde selv haft det dårligt de sidste par dage og valgte derfor at blive nede sammen med Tine. Vi andre var klar kl. 23:30 til at starte vores topforsøg, en helt igennem fantastisk følelse, men jeg var samtidig meget usikker på om jeg ville nå toppen.

Dag 8: Uhuru Peak – Topforsøg, 5895 Højdemeter.

Tirsdag d. 27-02-18

Vores topforsøg startede allerede mandag aften kl. 23:30, men dagen skiftede hurtig til tirsdag. Da vi startede op, var alle helt vildt spændte, vi kunne ingenting se, da vi skulle gå om natten.

Jeg havde dækket mig godt ind med piller, idet jeg havde mærket en påbegyndende feber i løbet af mandag aften. I starten gik det rigtig godt, jeg skulle dog fokusere meget på min vejrtrækning og ikke bruge unødige kræfter på alt muligt andet. Det var så fedt endelig at være i gang med vores topforsøg. Jeg forsøgte at spise og drikke regelmæssigt, så det ikke var det jeg skulle gå ned på.

Vi startede fra High Camp, som lå i 4673 meters højde, så vi skulle stige over 1200 højdemeter. Guiderne forventede, at turen ville tage 7-8 timer, det er derfor de plejer at gå ved midnat, så man rammer toppen når solen går op. Går man op om dagen, er chancerne for en flot udsigt minimale, samt man skal gå ned i mørke. Så Kipling Travel vælger altid, at starte topforsøg ved midnatstid.

Starten forløb som den skulle, vi havde masser af fart på og overhalede de forskellige grupper på vejen. Vi havde enkelte i gruppen, som fik det dårligt ret hurtigt, men de var mega seje og kæmpede videre i fællesskab med os andre og specielt guiderne som hjalp til. Jeg kan huske Michael hele tiden spurgte indtil mig, hvordan jeg havde det, idet han og jeg havde talt om min sygdom hele dagen igennem.

Efter godt 4.5 time og en højde på 5400 højdemeter, kan jeg huske at jeg var færdig, jeg sagde det hurtigt til Michael, at jeg var færdig og ikke kunne mere. Jeg kunne ikke få luft og blev hurtig træt, jeg vidste allerede der, at det ville blive et mareridt, hvis jeg skulle nå toppen. Hver gang vi holdt en pause, blev det værre, for mig ville det værre bedst uden pauser. Da vi nåede Stella Point, som kun ligger 45 min fra toppen, havde jeg intet at give af, og jeg sagde derfor at jeg virkelig overvejede at vende om, da et bjerg for mig, selvfølgelig kun er en succes, hvis du kommer hel ned igen. Michael og de andre guider sagde hurtigt, at de nok skulle hjælpe mig med at komme ned igen, for det havde jeg virkelig svært ved at se hvordan jeg skulle.

Herfra blev Michael ved mig, han havde mere overskud end nogen anden og var en kæmpe hjælp til at få mig videre. Han blev ved med at motivere mig og det hjalp. Lige pludselig siger han til mig kig op, skiltet er der. Og der var det endelig, skiltet med at du har nået toppen af Kilimanjaro Uhuru Peak, dukkede endelig op. Vi ramte toppen kl. 05:55, og det var stadigvæk meget mørkt og mega koldt. Jeg frøs rigtig meget, men det siger lidt sig selv, nu man ingen energi eller kræfter har tilbage, jeg vil tro at det var omkring minus 10 grader.

Da vi nåede toppen, satte jeg mig foran skiltet og tog mine skilte med sponsorer op, og Michael hjalp med at tage billeder og fortalte hvornår jeg skulle skifte skilt. Jeg var helt væk og registrerede ikke så meget, men følelsen var fed, og der kom da også en lille tåre ned ad kinden, det var sgu lykkedes mig at bestige Kilimanjaro og min første Seven Summit ???? Vi fik også taget nogle gruppebilleder på toppen, desværre uden nogen solopgang.

Jeg har aldrig været så presset, som jeg var på toppen, det var helt ekstremt. Vi var på toppen i ca. 15 min inden vi skulle ned igen, dels på grund af kulden, men også højden gjorde, at vi skulle ned igen hurtigt. Til at starte med prøvede jeg selv at gå ned, men besluttede mig hurtigt for at få en guide til at følge mig, da jeg ikke følte mig sikker og hele tiden havde behov for en pause. Jeg skulle ikke gå alene der, hvis jeg nu blev træt eller andet. På vej op var underlaget meget hårdt, det var også frost, på vej ned var jorden meget blød og vanskeliggjorde det for mig.

Da vi nåede tilbage til Stella Point, kom solopgangen endelig, det var ikke meget jeg registrerede og havde tid til at se, jeg var meget fokuseret på at jeg skulle ned og det var det eneste jeg havde overskud til. Jeg tror de andre var ca. 3 timer om at komme ned til High Camp igen, jeg var mellem 4 – 4.5 time om at komme ned, og de fleste var gået i seng, da jeg kom ned. Jeg tror at jeg ramte High Camp igen ca. kl. 10:30. Da jeg kom derned, var det første jeg sagde til vores guide ”Jeg skulle aldrig have gået op, sikkerhed er det vigtigste”! Men igen jeg har aldrig prøvet dette før, og det er på bjerge som disse, at jeg skal have min erfaring. Men alligevel følte jeg lidt, at jeg havde svigtet dem derhjemme, for i forbindelse med dette projekt har vi klare aftaler om, at jeg ikke skal tage unødige chancer. Det føler jeg lidt jeg gjorde, da jeg ikke selv havde overskud og styr over situationen, men samtidig ved jeg godt at guiderne havde styr på mig hele vejen igennem.

Jeg tog en hurtig snak med Bart i High Camp, efter vi var kommet ned og vi blev hurtige enige om at jeg skulle videre og ned til Millennium Camp i 3000 meters højde med samme, da luften dernede ville være bedre for mig. Så Bart, en lokal guide og jeg, satte kursen ned mod Millennium Camp, en tur der normalt vil tage 4 timer. For os tog det 7 timer og 15 min, jeg tror at jeg havde behov for en pause hver 15 min, for så havde jeg ikke mere luft, samt jeg flere gange kastede gult betændelse op, hver gang jeg overanstrengte mig, så det var en meget hård tur. Da vi kom ned til Campen, gik jeg direkte ind i teltet og lagde mig, jeg skulle bare sove. Jeg havde kun lige lagt mig og kunne efterfølgende høre at resten af gruppen kom. De havde både nået at sove nogen timer og spise frokost, og så kom de kun 5 min senere ned til Campen end jeg, puha tænkte jeg og lagde mig til at sove. Jeg blev vækket lidt efter, og spurgt om jeg ville have lidt mad, det ville jeg gerne. Vores lokale guide kom med noget mad, og det var blandt andet pommes frittes, lige hvad jeg havde lyst til. Lidt efter kom Katrine ind og spurgte hvordan jeg havde det og om jeg ville have mere mad. Efter jeg havde spist lagde jeg mig til at sove igen, og jeg sov til næste dag kl. 05:30, hvor vi skulle op, så jeg sov omkring 12-13 timer, lige hvad jeg havde brug for. En dag jeg aldrig vil glemme, for det var godt nok hårdt og meget specielt. God Nat????

Dag 9: Mweka Gate

Onsdag d. 28-02-18

Vi stod som sagt op kl. 05:30 og fik lidt morgenmad inden det var tid til at forlade Millennium Camp og senere på dagen forlade Kilimanjaro National Park. Jeg spiste stort set ikke noget morgenmad, jeg havde bare ikke lyst, var stadigvæk godt bombet efter gårsdagens strabadser.

Vi forlod Millennium Camp kl. 07:00 og satte kursen mod Mweka Gate, en tur der normalt tager 3 timer. Jeg var dog lidt længere tid om det, og det tog sammenlagt 4.5 time. Da vi ankom til Mweka Gate fik vi taget de sidste billeder, alle skule lige hen og have taget billeder ved skiltet, der lykønskede folk med bestigningen af Kilimanjaro. Derefter skulle vi hen og tjekke ud, alle der kommer ind i Kilimanjaro National Parken bliver tjekket ind i hver camp, så vi skulle tjekke ud, nu vi forlod Kilimanjaro National Park. Efter udtjekning, ventede vi en lille time på vores bus, og den lejlighed benyttede jeg til at drikke mig en Coca Cola, velfortjent synes jeg. Mens vi ventede, fik jeg også ringet hjem til GF Forsikring, da jeg senere på dagen skulle tilses af en læge. Så havde jeg nemlig fået en godkendelse af min forsikring og det hele ville være i orden. Ca. 12:30 kom bussen og vi fik læsset alle vores ting ombord på bussen, og forlod derved Kilimanjaro National Park for denne gang.

Kl. 13:30 landede vi gik på vores hotel i Moshi, vi fik hurtigt båret vores bagage op på vores værelser, inden vi skulle spise frokost ca. kl. 13:45. Da vi ankom til vores hotel stod Stefan og Maria og tog i mod os, det var sgu dejligt at se dem igen. Specielt Stefan som jeg jo var rejst derned med, og Katrine var også rigtig glad for at se ham igen. Han synes det havde været noget kedeligt, at være strandet i Moshi og på vores hotel i ca. en uge, og det kan jeg vist godt følge ham i. Under frokosten, skulle vores guider selvfølgelig have deres drikkepenge, samt alt det tøj/udstyr vi kunne undvære. Hjemmefra havde jeg en masse tøj med fra Priemebyg og Go2Fitness, og de blev rigtig glade for det. Jeg fik taget nogle billeder sammen med dem, hvor vi fik vist tøjet frem, de havde fortjent det, for synes de havde leveret et fremragende stykke arbejde.

Kl. 15 ankom lægen til hotellet og vi gik op på vores værelse, hvor jeg skulle undersøges. Bart ville gerne med og fik selvfølgelig lov til dette. På værelset bekræftede lægen det som vi troede, nemlig at det var en lungebetændelse. Så jeg fik noget medicin mod dette, samt jeg fik medicin mod højdesyge, da han ville være sikker. Hvis det nu skulle være højdesyge, skulle pillerne ”slå det ihjel” på et par dage, og det gjorde det ikke, for da jeg kom hjem, var jeg syg hele 10 dage yderligere. På den måde var jeg glad for at pillerne ikke havde virket, for ville være ærgerligt med mit projekt, allerede at være rendt ind i højdesyge.

Herefter fik vi fri til at pakke ud og gå i bad, mens Michael gjorde sig klar først, valgte jeg at benytte lejligheden til at kontakte dem derhjemme og fortælle dem om det hele. Selvom jeg havde været i kontakt med dem på bjerget, så var det nu meget rart lige at snakke med dem igen og se dem på facetime. Efter det fik jeg lagt lidt videoer og billeder ud på de sociale medier og så var det tid til at gå i bad. Kl. 18:45 blev vi nemlig hentet med bus, da vi skulle ind og spise på et lokalt pizzeria.

Bussen var lidt forsinket, men den dukkede op og vi blev alle kørt ind til byen, hvor vi skulle spise. Det var så hyggeligt og alle var super glade, og de piller jeg havde fået, virkede bare. Jeg tror vi var inde i byen i godt 3 timer, hvor vi udover at spise også fik overrakt vores diplomer for bestigning af Kilimanjaro. Det var 3 af vores guider som var med inde og spise, som overrakte os dem og de havde selvfølgelig nogen af de trøjer på som de havde fået fra Priemebyg. Skønt at se hvor lidt der skal til at glæde andre, håber alle der tager sådanne steder hen, tænker på hvor lidt der skal til for at gøre de lokale glade.

Efter at have set den positive effekt på min medicin, i forhold til min lungebetændelse, besluttede jeg mig for at jeg om torsdagen stadig gerne ville med på den safaritur, som var planlagt, hvor vi var 7 der skulle afsted.

Kl. 01 var det sengetid, der var stadig folk som blev dernede og hyggede og fik lidt at drikke, det skulle jo fejres at vi havde besteget Kilimanjaro. Men jeg valgte at trække stikket og gå i seng, jeg var meget træt og var helt dopet på piller. Vi skulle allerede op kl. 06:00 og afsted på safaritur.

Dag 10: Safaritur – Hjemrejse

Torsdag d. 01-03-18

Vi stod op kl. 06:00, hvor vi fik et hurtigt bad og pakket vores ting. Morgenmad spiste vi kl. 06:30, der var kun os 7 som skulle på Safari og Bart, som spiste morgenmad på det tidspunkt.

Jeepen hentede os kl. 07:00, og så var det ellers en heldagstur vi skulle ud på, inden vi senere på aftenen skulle begynde vores hjemrejse. Vi havde fået en madpakke med fra hotellet, og jeg glædede mig helt vildt, men blev lidt skuffet må jeg sige, da jeg havde forventet meget mere. Vi så dog giraffer, Buffalos, antiloper, aber, flodheste, zebraer og enkelte andre dyr. Men det var slet ikke som jeg havde forventet, troede vi ville være kommet meget tættere på dyrene end vi reelt gjorde og at der ville være mange flere. De eneste dyr vi kom rigtig tæt på var girafferne og aberne. En giraf ude i naturen, vil jeg så sige er noget helt specielt. Men igen, national parken, kan ikke gøre for der har været så mange krybskyttere gennem tiden, som har fjernet alle dyrene. Men en ting er helt sikkert og det er, at jeg skal på safari og opleve det, men vil rigtig gene have min familie med og så skal det være i Kenya, det har jeg hørt så meget positivt om.  KL. 12 fik vi vores frokost, hvor vi inden havde gået rundt i parken i 2-3 timer sammen med en ranger, som i øvrigt fortalte mere om planter end om dyr.

Efter frokosten kørte vi rundt med vores guide fra hotellet og blev i jeepen og fik set nogle aber rigtig tæt på, det var en stor oplevelse. Der kørte vi rundt i 2-3 timer, inden vi skulle til lufthavnen, da vi havde to med som skulle flyve tidligere end os andre.

Kl. 17 var vi tilbage på hotellet og skulle være ude af værelserne kl. 18, så det var hurtigt i bad og så pakke de sidste ting inden vi blev hentet af bussen, samt vi skulle betale vores regninger til hotellet og for mit vedkommende også lægeregningen. 18:30 blev vi hentet og klar til at køre mod lufthavnen. I lufthavnen fik nogen af os noget mad og andre spillede kort og hyggede sig på den måde. Vores fly blev desværre lidt forsinket, hvilket var rigtig ærgerligt, da man bare gerne ville hjem nu. Ca. 22:30 var vi klar til at lette fra Kilimanjaro Internationale Lufthavn, hvor næste stop ville være Amsterdam, hvor vi skulle mellemlande.

Dag 11: Ankomst i Kastrup

Fredag d. 02-03-18

Den sidste dag foregik stille og roligt, idet dagen startede i flyvemaskinen, som skulle føre os videre til Amsterdam. Jeg var så heldig at jeg sov hele vejen til Amsterdam, det var super rart, men flere af dem der sad ved siden af mig, havde undret sig lidt over, hvor stille jeg sad. Jeg havde stort set siddet i samme stilling, men jeg var syg og hårdt ramt, samtidig virkede medicinen som den skulle og lidt mere????

Da vi landede i Amsterdam, var det tidligt morgen og der var nogle stykker, som rigtig gerne ville på MacDonalds og spise morgenmad. Så vi fandt hen til MacDonalds og sad der, indtil vi skulle videre med flyveren til Kastrup, kl. 10.

Turen fra Amsterdam til Kastrup gik rigtig hurtigt, og jeg glædede mig mere og mere til at se familien. Ca. kl. 11:30 landede vi i Kastrup, og skulle så ud og vente på vores bagage. Jeg kan huske jeg syntes det tog en evighed, men endelig kom bagagen og jeg kunne komme ud til min familie. Inden vi forlod bagagen hallen, fik vi sagt farvel til hinanden og tak for en super tur og måske på gensyn på et nyt eventyr????

Da jeg kom ud i ankomsthallen, blev jeg mødt af det dejligste overhovedet, mine to børn kom spurtende hen til mig og hoppede op til mig. Der kom vist nok en lille tåre eller to, havde godt nok savnet dem. Længere henne stod Dina og ventede, super dejligt at se min elskede igen. Dejligt at være samlet igen efter et super spændende og udfordrende eventyr.