ENDURE TRAIL 50 KM 2017

Løbsberetning

Forord:

Endure Trail var en fantastisk oplevelse, løbet foregik kun 10 min i bil fra min bopæl. Min træning op til løbet, bestod af ca. 50 km løbetræning om ugen og nogle gange kun 30-40 km. Det var mit første Ultraløb og jeg havde ingen ide om hvad det krævede af mig, hverken hvor god grundformen skulle være eller hvad og hvor meget jeg skulle indtage af energi under løbet.

Løbet:

Lørdag den 5/8 kom og jeg følte mig klar og sikker på, at det nok skulle gå godt. Vi blev sat i gang kl. 10:00, og de 50 km bestod af 2 runder à 25 km, med ca. 500 højdemeter pr. runde. Starten blev rigtig god og jeg havde god fart i benene og følte alt var godt. Så de første 25 blev løbet i en rigtig fin tid på 2 timer 20 minutter og jeg var klar til anden runde. Godt 5 km inde på anden runde, gik det op for mig hvad ultraløb kræver. Jeg begyndte at få ondt i fødderne, blev træt i hovedet og havde ingen energi. Havde jeg lagt for hårdt ud? Ja, det havde jeg og jeg havde slet ikke spist eller drukket nok overhovedet. Og derfor blev de sidste 20 km en kamp for overlevelse, en kamp jeg ville vinde. Med godt 10 km igen, havde jeg intet vand tilbage og havde så ondt i kroppen og specielt fødderne. Jeg kæmpede mig videre og efter 6 timer og 31 minutter, nåede jeg endelig mål og indså, at det meget hårdere end jeg havde forestillet mig, men det var det hele værd. På målstregen stod min kone, nogle venner og mine to dejlige børn, så jeg livede op igen og blev lidt rørt over at de stod der. Det var en fantastisk følelse og specielt da jeg flere gange havde overvejet, at smide håndklædet i ringen, men min stædighed fik mig igennem, samt opbakningen fra min dejlige familie.

Ruten:

Ruten bestod af flere forskellige underlag, hvad jeg syntes var rigtig fedt. Vi løb på forskellige strandstykker, både med sand, men også hvor det var teknisk krævende med mange store og små sten. Skoven og Vejrhøj var samme underlag, med jord og grene, nogle dejlige stykker. Asfalt havde vi kun der, hvor vi skulle krydse vejene, for at komme over til et nyt stykke. Jeg var meget glad for ruten, selvom andre mente der var for meget strand. Jeg elsker det tekniske med de store og små sten, hvor man skal have fuld fokus for ikke at falde, det skærper kun ens koncentration og gør en bedre.

 

Rutemarkeringen:

Rutemarkeringen var ok, men ikke den bedste, der var nogen løbere som løb forkert. Selvom jeg ikke selv gjorde det, synes jeg godt den kunne have været bedre. Farvevalget af flagene i skoven, var ikke den bedste, da de steder faldt i med naturen. Jeg synes personligt at man skal have skilte eller minestrimmel, som klart viser hvad man skal gøre i en given situation, hvor usikker opstår.

Depot:

Der var kun et depot på ruten, hvor der var energi og drikkelse. Ude på ruten var der et vanddepot efter 8 km og 32 km. Jeg synes personligt, at det var alt for lidt og der skulle have været et depot mere. Vejrhøj var ca. halvvejs på ruten, altså 12-13 km og der ville jeg have lagt et depot, da man havde mulighed for at inddrage Vejrhøj Vingård og de ville måske have hjulpet med vand til depotet.

Hoveddepotet manglede der ikke noget, der var det drikkelse vi skulle bruge, samt masser af forskelligt mad/energi. At jeg ikke valgte at tage noget efter først runde, er min helt egen skyld og kostede helt sikkert.

Medalje:

Medaljen var suveræn, den var lavet ligesom Vejrhøj og var virkelig fed. Det er fedt når der bliver gjort noget ud af medaljerne. En medalje er ikke alt, men selvfølgelig vil man gerne have en fed medalje, som betyder noget for en, efter man har løbet en Ultra. Medaljen giver altid en masse minder.

Konklusion:

Det var en stor oplevelse og et løb som giver mig mod på meget mere. Det er virkelig utroligt hvad man kan få kroppen til, så længe ens hoved gerne vil. Når ens hoved finder alle mulige undskyldninger for ikke at løbe mere, så bliver det meget svært og man kæmper virkelig. Jeg synes det var et godt arrangeret løb og var generelt rigtig godt tilfreds med det hele. Jeg var specielt glad for at dette blev mit allerførste Ultraløb og at min familie stod ved målstregen og tog imod mig. Vejrhøj betyder bare meget for min træning og mine projekter generelt, så helt perfekt løb for mig og et løb jeg også vil løbe i fremtiden. Jeg vil takke Endure Trail for et rigtig godt løb og det var helt igennem en fantastisk oplevelse.

Hvad har jeg lært:

Jeg har lært en masse, mere end jeg på forhånd havde forestillet mig. Jeg har lært hvor vigtigt det er at spise rigtigt, drikke rigtigt og tænke positivt. Uden mad, energi og væske, så kan kroppen altså ikke præstere optimalt og det fik jeg lov at føle i dette løb. Jeg blev også overrasket over, hvor stærk man skal være mentalt når krisen rammer, for det er ikke kroppen som stopper en, men derimod ens eget hoved.

Samtidig har jeg lært at jeg skal fokusere endnu mere på min træning og øge træningen en del mere, men det skal samtidig passes ind med familien derhjemme. Jeg synes i hvert fald ikke, at mine 30-40 km om ugen, er nok til at få mig helskindet igennem sådan et løb. Jeg vil øge min træning frem mod næste Ultraløb, Trailman Ultra Hedeland og gå efter at slå min tid fra dette løb.

Udstyr skal jeg også kigge på, for med de ambitioner jeg har og nu endnu mere blod på tanden til flere Ultraløb, kræver det en masse nyt udstyr. Der var flere ting som irriterede mig under dette løb, sko som taske og det skal der bare styr på.