COSTA BLANCA TRAILS 102 KM

Løbsberetning

 

Forord:
Costa Blanca Trail er et forholdsvis nyt løb og hvor der er flere forskellige distancer, 102 km som jeg løb, er den længste distance de har. Løbet har start og mål i en lille lokal by ved navn Finestrat, som ligger ved foden af det første bjerg på ruten Puig Campana. Finestrat var også byen jeg boede i, sammen med 3 andre løbere som skulle løbe samme tur som jeg, vi havde sammen lejet en lejlighed kun 400 meter fra start. Det var super hyggeligt at bo sammen med Rasmus, Dannie og Michael, Michael havde dog sin familie med dernede, så det var begrænset hvor meget han var i lejligheden, da familien boede på hotel. Jeg synes Finestrat var en super hyggelig by, de lokale var virkelig flinke og bakkede rigtig meget op om løbet og samtidig ligger byen kun 7 km fra byen Benidorm, det helt store turistmekka dernede.

Løbet havde jeg ikke de store forventninger til, da jeg ikke rigtig havde haft tid til at sætte mig ind i løbet. Da jeg havde haft rigtig meget at lave derhjemme, nogen projekter som også skal færdiggøres her efter løbet, samt jeg havde haft rigtig mange problemer med mit dårlige knæ, siden Swiss Peaks Trail og Blu Bromme Lillesø. Derfor havde jeg ikke fået trænet det jeg personligt gerne ville have gjort og plejer, og jeg havde derimod fokuseret på at give knæet ro fra træning. Ugen op til løbet havde jeg ikke sovet så meget, da jeg havde en masse overarbejde på arbejdet og dagen op til, hvor jeg fløj til Alicante lufthavn med Rasmus, nåede jeg slet ikke hjem fra arbejde og sove, så var da vildt nervøs for løbet. Men som nogen siger, når man mindst venter det, så kan det overraske en og det var lige det, det gjorde. Det blev et fantastisk løb og en mega fed oplevelse, et resultat jeg selv er tilfreds med.

Løbet:
Costa Blanca Trail 102 Km, startede noget alsidigt for mig, starten gik nemlig fredag d. 16/11 om aftenen kl. 23:59. Jeg har ikke selv før prøvet at starte et løb op ved midnat og starte med at løbe i mørke, derfor havde jeg haft meget fokus på at huske at sove i løbet fredagen, så jeg ville være nogenlunde frisk til natten.
Vi fire drenge gik ned mod start kl. 23:20, hvor vi lige skulle have taget lidt fotos og aflevere vores dropbags og det var ikke for tidligt. Jeg synes tiden gik rigtig stærkt, nok fordi stemningen også var mega fed og der var mødt mange lokale op, virkelig fed måde at starte på.

Kl. 23:59 lød startskuddet og de ca. 220 løbere røg afsted, vi 4 danskere havde lige nået at ønske hinanden held og lykke inden starten gik. Starten var voldsom, da vi skulle direkte op af bjerget Puig Campana, så de første 6 km bød på hele 1140 højdemeter. Michael og Dannie lå lidt foran Rasmus og jeg, Rasmus og jeg havde lavet en Gameplan allerede om torsdagen, da vi ankom til Finestrat, som vi ville prøve at løbe med et pace svarende til en sluttid på under 20:00 timer.

I starten kunne man alligevel ikke overhale hinanden, da man med det samme røg ind på stien, op mod toppen af Puig Campana. Så starten var faktisk meget hektisk, da der altid er nogen som prøver at forcere og hvorfor, spørger jeg tit mig selv om. Personerne som gør dette rykker måske 5-10 pladser, men udsætter os andre for en stor risiko, når der ingen plads er. Da vi nåede toppen blev vi lidt mere spredt og løb i en lille gruppe som Rasmus førte an i, det var super dejligt at han var så godt kørende, for jeg kæmpede selv med lidt træthed/udmattelse fra de sidste par dage, uden så meget søvn, så mentalt var jeg ikke klar. Samtidig havde jeg problemer med at drikke og spise min egen energi, minderne fra Swiss Peaks sad åbenbart stadig i mig, så fik kvalme når jeg skulle indtage noget.

Derfor besluttede jeg mig hurtigt for at ændre strategi, først blev jeg nød til at tage nogen piller mod min kvalme, det gjorde jeg allerede i tredje depot, Hellpuerto Polop, efter ca. 14 km. Der skiftede jeg også min energi ud og gik hen til at have en flaske med rent vand og en med cola, samt spise ”normalt” mad fra depotet.
På vej mod næste depot fik jeg det allerede bedre og spiste noget af det mad, som jeg havde med fra Hellpuerto Polop. Det betød også at jeg rent mentalt kom oven på igen og følte mig godt kørende, det betyder altså bare alverden og gør det mere og mere sjovt. Rasmus og jeg havde det godt og følte os godt kørende, og vores plan så ud til at holde indtil videre. Vi havde derfor depotet Benimantell inden for rækkevidde, det var der vi ville spise morgenmad.

Men tingene kan hurtigt ændre sig i ultra verdenen, ca. kl. 04:00 begyndte det at vælte ned med regn, som i virkelig meget og vi blev hurtig helt gennemblødte. Så mister man lidt mentalt, men jeg var heldigvis ovenpå og synes det var meget sjovt, havde aldrig før løbet i regnvejr på den måde. Nu kæmpede Rasmus lidt med trætheden, men det er det fede ved denne sport, så hjælper man hinanden og motiverer hinanden. Vi nåede frem til Benimantell, og så var det tid til morgenmad som blev pasta, det var lige hvad vi trængte til – det smagte fantastisk. Vi blev i depotet i 15 min, så vi lige kunne fylde flaskerne og tasken op igen og så var det ellers afsted og ud i regnen igen.

Vi havde lidt nedløb tilbage, inden vi skulle op ad rutens tredje højeste bjerg, Mallada del Liop i ca. 1300 meters højde. Regnen fortsatte, men ude i horisonten kunne man se solen stod op og det var virkelig flot, noget man bare skal huske at tage sig tid til at nyde. På vej op af Mallada del Liop, snakkede vi en del omkring vores tempo og hvad vores plan ville være. Vi snakkede om at følges til hoveddepotet Confrides, efter 60 km og havde en af os noget at skyde med, så ville vi splitte os der. Samtidig havde situationen også ændret sig lidt for Rasmus, da han tidligt på ruten havde knækket sin ene stav, en stav han bruger meget til at aflaste sin dårlige ankel, når han begiver sig ud i klipperne, så anklen var blevet lidt presset og han havde vredet om på den 2 gange. Vanvittigt stærkt at han bare kørte videre for fuld kraft, derfor begyndte jeg at trække rigtig meget, da jeg havde overskuddet, vores tidsplan var ved at ryge lidt og vi prøvede derfor at skrue lidt op for tempoet.

Efter ca. 50 km slap Rasmus, grundet nervøsiteten for sin ankel, og jeg fortsatte, klipperne var blevet meget glatte og bjergene i ca. 1300 meters højde, det var meget blæsende og med kun 3-4 grader og gennemblødt tøj var det meget koldt, som i rigtig koldt. Jeg begyndte at fryse lidt, så sørgede for at holde mig i gang hele tiden, så da nedløbet fra Mallada del Liop begyndte og jeg kom i lidt læ var det rigtig dejligt. Jeg fortsatte i mit eget tempo, da jeg følte jeg var rigtig godt kørende og kunne se, at jeg igen var kommet under målet på de 20 timer.

Endelig kom jeg til Confrides efter 60 km og havde virkelig overskud der, kunne se mange sad i depotet og havde det dårligt. Tror meget af det skyldtes det dårlige vejr og kulden som vi løb i. Jeg fik igen lidt pasta og tog en masse appelsiner, fyldte min taske op og så var det afsted igen. Jeg besluttede mig for ikke at skifte tøj i dette depot, selv om jeg havde muligheden. Det regnede stadigvæk og der var vand overalt, så så ingen ide i at skifte til tørt, da det hele ville blive gennemblødt hurtigt igen.

Afsted det gik og næste mål jeg satte mig, var sidste store depot, hvor vi havde dropbag i ligesom i Confrides, depotet var Sella efter 83 km. Inden Sella skulle vi lige krydse rutens højeste bjerg Aitana, som ligger i ca. 1500 højdemeter og vejen derop, den var meget stejl. Men idet jeg havde overskud, gav jeg den fuld skrue og havde nu sat mig et mål som hed jeg ville ind under 19 timer. Det sidste stykke op af Aitana, måtte vi klatre lidt ved hjælp af vores hænder, det synes jeg altid er meget sjovt, så bliver man udfordret på en helt anden måde.

Toppen af Aitana, var meget kold og meget tåget. Vejret fortsatte med at være dårligt, selv om regnen var begyndt at aftage lidt og det mere var byer der kom nu. Nedløbet fra Aitana var meget teknisk og rigtig sjovt, jeg elsker når man skal flytte benene hurtigt og være fokuseret, det skulle man bestemt her, for at undgå at falde. Nedløbet var også utrolig smukt og skyerne var begyndt at forsvinde, så vi kunne se hvad vi løb i, smukt var det. Jeg røg på røven en gang ned af bjerget på nogle meget glatte klipper og kunne se, at flere var faldet, de gik i hvert fald og humpede. Kort før Sella, begyndte det at regne voldsomt igen, men jeg vidste, at der ikke var lang vej dertil og gjorde kun et hurtigt pitstop i depotet Front del Alemany efter ca. 78 km.

Endelig kom Sella efter ca. 83 km og i depotet, blev det til en sandwich i stedet for pasta. Mens jeg stod og spiste kom Michael hen og sagde hej. Jeg havde hverken set ham eller Dannie siden starten, så der kunne jeg godt regne ud at jeg var godt kørende og jeg var heller ikke blevet overhalet af nogen, siden Mallada del Liop efter ca. 50 km. Jeg fik en kort snak med Michael, hvor han også spurgte om jeg var godt kørende, det synes han i hvert fald det så ud til og fortalte også at jeg følte mig ovenpå, han sagde han var lidt presset og sluttede af med at sige ”jeg løber nu, men vi ses jo nok om lidt”

Jeg tog lidt efter en sandwich mere i hånden og begyndte derefter at gå derudaf mens jeg spiste, næste mål var nu Finestrat, som var der vi startede, men også var mål. Efter jeg havde spist færdigt og lige sendt en videohilsen hjem, begyndte jeg igen at løbe og efter 5 km mødte jeg Michael og vi ønskede hinanden held og lykke igen, inden vi løb hver for sig. Jeg prøvede at presse på, for håbede at jeg kunne nå mål inden det blev mørkt, så jeg sprang faktisk sidste depot over, som lå efter ca. 96 km. Det var måske lidt en fejl, for et par km efter der, begyndte jeg at blive lidt træt og manglede det sidste energi. Men igen vidste jeg der kun var 5-6 km til mål, så var ikke urolig for at jeg ville glippe mål, men måtte sætte tempoet lidt ned og samtidig faldt mørket på. Pludselig kunne jeg se lyset fra Finestret og så blev jeg lidt mere frisk, nu var der ikke langt igen.

Målet var lige om hjørnet, på vej ned af den ene bakke som vi løb op af i starten af løbet, mod Puig Campana, var der under 2 km igen. Jeg kunne mærke glæden/stoltheden og følelserne komme frem, som de plejer når jeg er ved at gennemføre et langt løb. 500 meter fra mål løb jeg igennem byen og igennem et lyskryds, som politiet havde spærret, så vi løbere kunne løbe forsvarligt over ,og der kom en lille tåre. Rundt om sidste sving og ned mod mål, ser jeg Dannie og Michaels familie stå ved målstregen. Fantastisk følelse at løbe over målstregen og få en krammer af Dannie med det samme.

Min tid blev 18:48;20 og en samlet placering som nummer 43 ud af de 213 startende løbere. Et resultat jeg er helt tilfreds med, det vigtigste for mig er at gennemføre disse løb og derefter kan jeg kigge, hvor jeg ligger i feltet. At løbe over målstregen er den fedeste følelse lige meget hvor jeg ligger i feltet.

Ruten:
Hold nu kæft en fed rute de havde valgt til os, om regnen gjorde den endnu federe, det tror jeg faktisk. Ruten blev i hvert fald meget mere teknisk og det er noget jeg godt kan lide, det medføre nemlig at man i en eller anden form, bliver nød til at tage nogen chancer, da klipperne var glatte og det blæste voldsomt. Men det var ikke så jeg syntes ruten var farlig, vi løb ikke på bjergsider, hvor man var udsat og kunne falde langt som man gjorde til Swiss Peaks. Så faldt jeg, ville det max være på røven et par meter og ikke mere, så derfor kunne jeg også give fuld skrue når overskuddet var til det.
Nedløbene var tekniske grundet de mange sten, så fokus var der at træde rigtigt, så man ikke vred om, så det var vigtig at være vågen der. Men når man så er træt, så hjælper det også en til at holde sig vågen, at man ikke kan tillade sig at køre den på ”rutinen”.
Bjergene de havde valgt var flotte stigninger hvor man blev presset, men samtidig kunne løbe i et fornuftigt tempo op ad, da de ikke var alt for lange, grundet ”de kun var op til 1500 meters højde”. Jeg synes virkelig de er kommet godt afsted med denne rute, en rute som havde det hele og en rute jeg ville elske at løbe igen, så mon ikke jeg en dag løber Costa Blanca Trails igen.

Rutemarkering:
Rutemarkeringen var god. Jeg løb ikke forkert nogen steder og hørte heller ikke om andre som gjorde, derfor må det betyde at den var som den skulle være.
En ting jeg ikke forstår er, hvorfor de ikke havde valgt at sætte reflekser på alle markeringsflagene, vi kom nogen gang til steder, da det var mørkt hvor der ingenting var, hvor det var vores pandelampe som viste os vejen frem, det undrer mig lidt og noget man burde ændre. Vi løber ikke alle i samme tempo og derfor skal reflekserne ikke kun være nogle steder.

Depot:
Depoter manglede der ikke noget af, i alt var der 12 depoter og det var rigeligt. Vi havde to store depoter, hvor vi havde mulighed for at have dropbag, jeg valgte kun at have en dropbag med, da depoterne lå i slutningen og meget tæt på hinanden.
Depoterne manglede ingenting, de havde alt hvad jeg forventede, masser af forskellige ting, så man ikke behøvede at bruge sit eget eller fokusere på det. Idet de også lå tæt på hinanden, så løb man heller ikke tør for væske.
Mine favoritter var i stort set alle depoterne, appelsin, spegepølse, banan og cola. Det er helt fantastisk til mig og så pasta som hovedret, det spiller bare for mig. Så depoterne får ingen minusser fra mig, tværtimod var de fantastiske.

Medalje:
Bestået til UG, synes virkelig det var en flot medalje og en medalje som jeg synes de havde gjort personlig til deres løb. En medalje som ikke ligner andre medaljer jeg har set, og ruten som er skåret ud i træet spiller virkelig godt. En medalje med rigtig mange flotte detaljer, en medalje som var alle anstrengelser værd – uden tvivl.
Samtidig fik vi en t-shirt i vores startpakke og det er bare en fed ting, synes jeg. Det er så fedt med minder fra disse bjergløb, jeg elsker det i hvert fald og betyder meget for mig at jeg har noget at tage med hjem, noget jeg også kan vise min familie og specielt mine børn.

Konklusion:
Et helt igennem fantastisk løb, som jeg synes Costa Blanca Trails kan være stolte af, og et løb jeg helt sikkert kommer til at løbe igen. Det ville være så fedt at det var solskin og skyfrit, så man rigtig kan se hvor flot det hele er, selvom jeg synes løbet blev rigtig fedt under disse omstændigheder med regnvejr. Solskin udmatter en meget mere og man skal sørge for at spise og drikke endnu mere, så det ville klart være en anden udfordring.
Jeg er fuldt ud tilfreds med mig selv. Jeg tog derned uden at vide hvor jeg stod henne, rent formmæssigt, da jeg ikke havde løbet specielt meget pga. et dårligt knæ. Men det viste sig ikke at være et problem, da grundformen var hvor den skulle være og løbet heller ikke var længere. Jeg er faktisk lidt overrasket over at min tid blev under 19 timer og at jeg havde det overskud jeg nu havde under løbet, selv om jeg efter løbet, selvfølgelig måtte hjem og på hovedet i seng. Jeg var virkelig træt og smadret, og frøs rigtig meget grundet den manglende søvn op til løbet, hvor jeg ikke fik søvn mellem onsdag og torsdag pga. nattevagt på mit arbejde. Det ikke lige noget man indhenter på en dag.
Jeg er virkelig tilfreds og stolt over den position jeg endte på, da jeg bare gav slip og løb for fuld skrue, indhentede jeg rigtig mange og rykkede 50 pladser frem, noget jeg aldrig havde prøvet før. Men noget der også sætter tankerne i gang hos mig, med hvordan jeg i fremtiden måske skulle tilpasse mig mine løb.
Costa Blanca Trails er et løb jeg klart kan anbefale til andre, et løb som ikke ligger så langt væk og ikke kræver den store økonomi. Ligger i et flot område, har en fed rute, og alle dernede er virkelig flinke og rare, samt man kan rejse derned fredag og hjem igen søndag/mandag så man heller ikke bruger for mange fridage og for lang tid væk fra sin familie.

Hvad har jeg lært:
Jeg har lært utrolig mange ting af dette løb. At overtræne op til et løb og blive stresset af ikke at nå det man gene vil, det hjælper ikke en pind. Jeg havde ikke løbet meget op til pga. dårligt knæ og var indforstået med dette, men var stadig bekymret for hvor jeg ville stå henne. Men det viste sig at grundformen er ganske fin, så længe hovedet er hvor det skal være og det var det. Jeg troede på mig selv hele vejen og var overbevist om, at jeg nok skulle komme i mål.
En anden ting jeg prøvede for første gang, var at sætte et realistisk mål og starte roligt ud. I stedet for at sætte en tid som man skal jagte og ikke kan nå bare ved en krise. Jeg vil helt klart i fremtiden løbe med overskud i starten og sørge for at have energi til sidst på løbet, i stedet for at skulle kæmpe sig igennem. Selvfølgelig spiller det også ind at løbet kun var 102 km, skulle man løbe i 40-50 timer ville det være anderledes, der vil trætheden spille ind på en anden måde.
En løbemakker er rar at have med, en man kan snakke med, en man kan få støtte og hjælp fra og omvendt, det var virkelig positivt for mig at løbe med Rasmus. Specielt fordi han også bare er en fantastisk person og menneske, nød virkelig de timer vi løb sammen og det motiverede mig helt sikkert rigtig meget.

Udstyrsliste:

Sko:
Columbia Montrail Caldorado ii
Salomon Sense Escape (Reserve)

Strømper:
Compressport Trail Socks 3D Dots Effect
Compressport Trail Socks 3D Dots Effect (Reserve)

Tøj:
Run Compression Short (Compressport)
Running Shorts (Compressport)
3D Thermo Ultralight Korte Ærmer 45G (Compressport)
Trail Runningshirt (Compressport)
Vindtæt jakke (Compressport)
Varmere regnjakke (Inov8)

Udstyr:
Ultimate Direction Mountian Vest 4.0
2 X Ultimate Direction 500 ml Drikkedunk
Petzl NAO+ 750 Lumens (Pandelampe)
1 X Black Diamond Icon 500 Lumen (Pandelampe – Reserve)
Komperdell Vandrestave
Salomon Kasket
Cep Buf
Løbebælte Free Belt Pro (Compressport)
Safety Pack
Mobil Telefon
Fold Ud Kop
Energi:
Tailwind
Clif Bars (Peanut Butter)
Energi/mad fra depot (Cola, frugt, chokolade, varm mad)